Sannes univers

                                                                         VENNER

               Venner er engle der løfter os op, når vores egne vinger, har svært ved at bære os.


  Hvor er det bare rigtigt. Hvis det ikke var for vennerne, så ville jeg nok være bukket under, i denne tid, på arbejde.          Det sted af alle, hvor jeg mente, at jeg kunne være mig selv, uden maske af nogen art.

Den gik så bare ikke.

 Nogen faldt mig i ryggen, og turde ikke komme til mig, og fortælle mig at de havde et problem, med mig.
 Det gør ondt, at  vide at jeg ikke kan stole på de mennesker, jeg er imellem til daglig.

 Jeg håber at de få venner jeg har der, er klar over hvor meget deres hjælp, har betydet for mig.  At jeg er dem dybt taknemmelige, fordi at de er der for mig.
 Dejligt at vide at der er nogen der forstår hvad jeg siger.

  Og tak til mine dejlige piger, som kan løfte mit humør igen. Hvad skulle jeg gøre uden jer.

                                                       Det er lidt trist...
 
  At jeg ikke som yngre, samlede mig lidt flere venner.  Jeg troede at det var nok, med nogle få, men ægte venner.  Nu er der så bare ikke rigtig nogen tilbage i mit liv. Og dem der er tilbage, er alt for langt væk, og det er jo heller ikke spændende , altid at skulle komme her,  når jeg ikke kommer på besøg.

  At jeg helt klart er ved at blive en ældre kone, som gerne vil lave en masse om, men ikke orker.
 Jeg vil så gerne have at andre kan forstå, at jeg ikke bare gør nogle ting , som jeg har lyst til.  Det har jo noget med min samvittighed at gøre. Jeg kan ikke bare gå ud og nyde livet, og lade en syg mand sidde hjemme alene.

  At jeg savner mine børn. Man skulle tro, at de lige var fløjet fra reden, sådan føles det. Men de er jo begge to, godt igang med deres eget liv.  Det er jeg jo også glad for, men jeg savner at være en del af det.   Jeg føler mig lidt fremmed sammen med dem.

 At jeg faktisk bare sidder uden at lave noget, efter arbejdstid. Men jeg mangler energien, og glæden ved hverdagen, og så bliver det bare ikke til noget.

  At jeg får disse tudeture, hvor jeg bare syntes at det hele er noget hø, og jewg syntes at det er forfærdelig synd for mig.

  Jeg har da trods alt så meget at være lykkelig for.

                                                       Så skete det endelig.

 Den længe ventede begivenhed er endelig indruffet.  Mit første barnebarn er kommet til verden. En rask lille gut, som ikke er mindre end verdens ottende vidunder.

  Efter en temmelig hård omgang for Bitten, kom han til verden, 2. pinsedag.  3400 gr og 51 cm.
De blev på sygehuset i nogle dage, for at finde en rytme, men jeg tror først, den kom da de kom hjem til dem selv.

 Jeg var på besøg i går, for første gang efter at de kom hjem. Det var hårdt, at vente så længe, men der havde ikke lige været nogen lejlighed, for at komme af sted.
 Det har været en ganske forfærdelig, periode for mig, at vide ,at  de to unge står med en hel ny situation, og at jeg ikke kunne komme og hjælpe, hvis det var nødvendigt.
  Måske var jeg også lidt skuffet over, at der ikke var brug for hjælp. Jeg ville jo så gerne.  Jeg blev i hvert fald en anelse deprimeret, mine følelser tog over i en periode, og jeg var vist ikke helt nem at omgås.

  Min veninde Mette, som kommer her jævnligt, vendte bøtten for mig. Hun viste mig noget som jeg slet ikke havde været opmærksom på, ved sige at jeg burde være stolt af dem.
  Det måtte jeg lige tænke lidt over, for at indse at det var jo rigtigt.

   Vi må have gjort noget rigtigt, når datteren, uden vores hjælp, kan tage vare på en nyfødt. Når hun slet ikke havde brug for, at høre mine råd. Når hun kunne klare de små nedture der følger med.
  Kort sagt. Når hun stolt og stærk, kan klare hele den nye hverdag.

  For slet ikke at snakke om, vores dejlige svigersøn, som virkelig har overrasket os positivt.
  Tak for det Daniel.

 Tak for at du virkelig er der for Bitten og den lille ny. Det er så hårdt, og man er så træt og man kan bare slet ikke overskue det hele.    Men der har du godt nok vist dit værd.  Du er der som et lille lyn, hvis der er noget hun vil have.
 Du lader hende gå i seng om aftenen, imens du tager dig af barnet. Og lader hende sove om morgenen. Hvis du kunne amme havde du såmænd, gerne gjort det for hende.  Det er en kæmpe hjælp for hende.

 Det er også en kæmpe hjælp for mig, ofr jeg behøves ikke at gå og spekulere på, om i kan klare det. Det er jeg i hvert fald ikke i tvivl om nu.
 Men skulle der blive brug for hjælp, eller et godt råd, så ved i hvor vi er.

Men kort sagt, stort tillykke med drengen, her fra de stolte bedsteforældre

                                                        Vores lille datter.
 Vores lille pige, er nu gået hen og blevet voksen, og det uundgåelige er sket.  Dagen som jeg altid har set et godt stykke ude i fremtiden, er kommet.

 Dagen hvor de to unge mennesker, står med en lille gave til os. Et skanningsbillede, med teksten.  Vi ses til maj.
 Det var så dejlig en nyhed, at det varede længe inden det rigtig gik op for mig.  Jeg vidste jo at den dag ville komme, men alligevel, kom det bag på mig.

 Den unge dame er nu i 28 uge, så nu skal vi vente knap så længe.  De unge havde bestemt at der skulle tages en 3d skanning, og de var så søde , at invitere mig med.
 Det var godt nok en oplevelse, at se det lille , helt perfekte menneske ligge der. Som om at han vidste at han skulle tage sig godt ud for os alle sammen.

Så tydelige billeder at vi kunne se  det lille pragtfulde ansigt.  De minimale små fødder og hænder.  Det var helt fantastisk.

  Og nu er jeg jo så nød til at forholde mig til, at jeg snart skal være bedstemor. Det er stadig svært at forstå, at vores "lille" pige, snart skal være mor.

 Jeg er så nervøs , at man skulle tro, det var mig selv.

Jeg må vænne mig til tanken.        Og jeg kan kun sige tusinde tak, til begge to, fordi i ville dele den pragtfulde oplevelse med mig.    Det var stort.        Tak

    Det er da godt, at der trods alt også er nogle lyse sider.
  Jeg har en pragtfuld mand, som trods alt evner at holde humøret højt, og beholde sin humor. Han kan endda løfte mit humør op ind imellem.

 Og to pragtfulde døtre, som altid er der for mig.  Og som også kan vende mit humør, hvis det er gråt.

   Johns dejlige søster, som jeg for alt i verden ikke ville undvære, hun har hjulpet mig igennem mange svære timer, vi har nogle dejlige timer sammen.

  Og de alt for få besøg, af min pragtfulde veninde, som desværre måtte flytte, for at forfølge sin egen drøm. Det lykkedes heldigvis for hende, hun har fortjent det.

 Min spirituelle veninde som kommer på besøg jævnligt, som må lægge øre til meget, og slet ikke brokker sig.

  Livet er trods alt værd at leve.

                                                                    Tænk hvis..

  Jeg kunne tale med andre mennesker alene herhjemme, det er ikke nemt at tale om det der trykker mig, når John hører alt.

  Jeg kunne tage ind til byen en tur, og bare ose rundt, uden at have dårlig samvittighed.  Og bare tage den tid jeg har lyst til.

  Jeg kunne tage mig sammen til, at tage med de andre piger i biografen, uden at have det skidt.

  Mine kolegaer kunne forstå, at jeg ikke bare kan tage nogen steder om aftenen, uden at der er en der kan hjælpe John.

  Mine kolegaer ville tænke lidt længere, og ikke sige "jamen du kan da bare......", så havde jeg nok gjort det.

  Jeg kunne tage mig sammen til at møde andre mennesker, så jeg kunne få nogle venner. Det er jo ikke nemt, for jeg kan jo ikke komme til dem, de må altid komme til mig. 

  Verden ville forstå, at selvom jeg tager et eller andet sted hen, så er jeg ikke rolig før jeg er hjemme igen, og ser at alt er ok.

  Folk kunne fortælle mig, hvordan jeg skal bære mig ad med, som de siger, " at huske på at leve mit eget liv også".

  De kunne se hvad der foregår inde i mit hoved, så var jeg fri for at sætte ord på.  For det kan jeg ikke.

  Hvis jeg kunne holde livsglæden kørende alene.

  Jeg ikke havde vores piger, og de få  venner der er tilbage.

  Mit hjerte var lidt lettere, og mit sind lidt lysere.

  Jeg kunne finde glæden ved alting igen.

  Det ikke bliver anderledes når det bliver forår, og lysere, ligesom det plejer. Så har jeg et problem

 
             
 

                                     Jeg ville så gerne.....

 Hjælpe John noget mere, så han ikke føler sig forsømt.

Være noget mere for vores piger, vi havde mange hyggelige timer sammen før.

Være mere med i Bittens graviditet, følge med i alt hvad der forgår.

Gøre nogle flere ting sammen med Maiken, vi havde mange hyggelige timer i byen.

Have tid og ro til at være alene med mig selv, så jeg kunne tænke mine tanker færdige.

Have samvittighed til at gøre noget mere for mig selv.

Holde lidt bedre på vores venner, selvom der ikke er mange.

At folk ville forstå at det er svært at komme hjemmefra.

Have lidt mere tålmodighed, have en lidt længere lunte.

At der somme tider vart nogle dage, hvor jeg slet ingen ting skulle.

Være glad og tilfreds, jeg har jo så meget at være glad for.

Jeg ville så gerne en masse