Nu er det så endelig lykkes os, at få så meget ro omkring det hele, at vi kan få en hverdag til at fungere. Let er det ikke, men vi prøver at holde humøret oppe hos hinanden, og vi er så dybt taknemmelige over al den hjælp vi får, gennem vores piger og svigersønner, og de venner som er fulgt med igennem det hele. Tak Tak Tak til jer alle sammen.
Vores verden nu, ser sådan ud, at John går helt rimeligt, han er blevet meget mere sikker på benene. Højre arm kan slet ikke bruges. Talen kommer aldrig igen, men han kan sige nogle enkelte ord og der kommer stadig flere, John kan så bare ikke finde ud af hvordan de skal bruges. Men vi har lært at kommunikere uden ord. Det er ikke altid nemt, men det går an.
Det er lykkes os at få fat på en fys. hvor John også kan gå til træning to gange om ugen. Og det går rigtig godt, jeg syntes at jeg stadig kan se lidt fremskridt.
Og John kæmper stadig stædigt, og vil heldigvis ikke give op. Han træner de to gange om ugen, og laver øvelser her hjemme hver dag. Og hans humor er vokset i en grad der får mig til, at undre mig over hvor den mand var, da vi blev gift, ham ville jeg gerne have kendt alle de år.
Det er stadig hårdt, for jeg har jo ikke meget frihed, men det er ikke blevet en sur pligt for mig. Hvis det skulle ske, kan jeg jo bare sætte mig til , at tænke på hvad alternativet er. Så skal jeg nok komme på andre tanker. Og tro mig, jeg prøver at frigøre mig lidt mere, men der er jo ikke andre til at tage over.
Men endnu engang tusinde tak til alle dem, der har holdt os begge ud, i den svære tid. Og til alle dem der har været der, når jeg har haft brug for det. Uden jer, havde John nok siddet på et plejehjem, et eller andet sted.
Så livet går videre og vi hygger os, så godt vi kan.
Så mit råd til andre er. Nyd livet nu, selvom det virker kedeligt somme tider, for det kan ændre sig på få minutter.
Hvis det var en svær tid, imens John var i Brønderslev, så blev det ikke meget lettere da han kom hjem. Så skulle vi jo til at kæmpe med systemet. Det blev næsten værre end sygdommen.
Det var kun os selv der måtte finde ud af hvad der skulle ske. Der var ikke noget af det der virkede.
Jeg tog to ugers ferie til at komme ind i det hele, troede jeg. For det viste sig hurtigt at intet fungerede, før jeg igen skulle på job.
Først efter nogen tid gik det i orden med genoptræning. Og først efter yderligere tre måneder, lykkedes det at få en plads hos talepædagogen.
Så kom en tid hvor vi for rundt fra den ene til den anden, og jeg måtte jo tage med, for John havde ingen sprog, og kunne ikke svare når han blev spurgt om noget. Det havde folk i systemet meget svært ved at forstå, mange sagde til mig, at det ville blive for meget for mig, men de tænkte ikke på, at der for mig ikke var andre muligheder. Jeg kunne jo ikke bare overlade ham til sig selv.
Jeg har den dag i dag ikke fundet ud af, hvad de så syntes at jeg skulle gøre.
Da det hele så endelig faldt på plads, og vi fandt en rytme, og John havde vænnet sig til situationen, så stoppede de genoptræningen. Han havde fået de tre måneder som han kunne tilkomme, så nu måtte vi jo så finde en fysioterapeut til at tage over.
Og for at det ikke skulle være løgn, så kom de og sagde at der heller ikke var mere til til talepæd. så var der jo panik på igen. Så nu skulle vi finde på en ny løsning fik vi at vide, for der var vist ikke meget at gøre. så kunne vi jo starte forfra igen, og Johns verden væltede igen, for hvad skulle der nu ske.
Og for gud ved hvilken gang måtte mine pragtfulde venner og børn, samle mig op og prøve at trøste mig, det var jo ikke nemt for de kunne jo heller ikke se nogen løsning.
Men videre det skulle vi, og det kom vi da også.
Efter at have siddet og ventet på en læge i ca. to timer, skete der endelig noget. De fik temmelig travlt .
Efter nogle scanninger, viste det sig, at der var op til flere blodpropper der havde sat sig i venstre side af hjernen. Det bevirkede at efter nogle timer kunne John ikke sige noget, og han var lammet i hele højre side.
Det var lidt af et chok at få den besked, Men jeg slog mig til tåls med, at det samme skete for min far, i tidernes morgen, og han fik næsten ingen men. Jeg skulle bare blive så meget klogere.
Jeg skulle jo så også igennem det ganske forfærdelige, at skulle ringe hjem til vores dejlige piger, og fortælle dem, den triste nyhed. Jeg kunne jo ikke trøste dem, for jeg vidste jo heller ikke noget.
Det hele endte så med at John blev indlagt i Dronninglund. Der skulle han så være en stund. Så blev han flyttet til Aalborg i en periode, hvor de skulle finde ud af hvad medicin han skulle have. Det var jo dejligt nemt for mig.
Så blev han overflyttet til Brønderslev, hvor de så endelig tog fat på at træne, det var meget hårdt for John, og jeg var der jo også det meste af tiden.
Jeg tog på arbejde om morgenen, kom hjem og spiste og tog bussen til byen , derefter toget til Brønderslev hvor jeg prøvede at opmuntre John. Ved ottetiden tog jeg så den samme tur hjem igen. Det var hårdt men der var jo ikke andre til det.
Jeg ved ikke hvordan jeg kom igennem den tid. Men jeg ved, at uden Johns dejlige søster, og min pragtfulde veninde, og vores dejlige piger, så var det aldrig gået.
De var der altid for mig, hjalp hvor de kunne, og havde altid tid til at snakke, når det blev for meget for mig. Og når filmen knækkede for mig, og jeg brød grædende sammen, så var der straks, en kærlig sjæl til at samle mig op.
Hvor er jeg heldig at have sådan nogle dejlige mennesker omkring mig. De gør livet værd at leve.
Årsdag.
Nu er det så lige bestemt et år siden, at min verden blev vendt p hovedet.
Jeg gik og kedede mig og syntes ikke rigtigt , at der skete noget i min hverdag, Hvis i går med de tanker, så nyd det, så længe det varer.
Det kan komme til at se anderledes ud, hurtigere end du aner.
Jeg var taget på arbejde, som jeg plejer, ganske tidligt. Efter endt arbejdsdag kørte jeg hjem, hvor jeg kører i haven, for at blive lukket ind den vej af John.
Da John skulle trække vores lamelgardiner til side, Ville det ikke rigtig lykkes for ham, så det endte med at jeg måtte hele vejen udenom, og det blev jeg jo lidt knotten over.
Da jeg kom ind var jeg vist lidt småsur, og snerrede nok også lidt. Men jeg kunne se på John at der var noget i vejen. Jeg spurgte, og fik at vide at han var skidt tilpas, men han kunne ikke finde nummeret til arbejde, så han kunne melde sig syg.
Han gjorde sig klar til at tage af sted, så ville han bare tage hjem igen senere, hvis det ikke blev bedre. Da John var gået, kom jeg til at se at han havde glemt sine nøgler til arbejdspladsen, så jeg løb efter ham, og nåede ham ved stoppestedet, jeg kunne godt se at han var dårlig, så vi blev enige om at gå hjem igen.
Det var meget svært for ham at gå lige, og da jeg kikkede nærmere efter, kunne jeg se, at den ene mundvig hang en anelse.
Jeg blev meget bange, og tænkte kun på at komme til at snakke med en læge. Så dum og forvirret, som jeg var, så ringede jeg til Johns læge, som var meget forstående, og sagde at vi bare kunne komme med det samme.
Jeg ringede til den bedste veninde i verden, og klagede min nød. Hun smed hvad hun havde i hænderne, og kørte os til lægen, som ret hurtigt kunne se at den var hel gal.
På det tidspunkt tror jeg, at det gik op for mig at der var noget helt rivende galt. Men tænke, det kan jeg bestemt ikke, jeg sansede kun at je måtte berolige John. Især da vi fik besked på at han skulle på sygehuset.
Vi havde jo bilen med så vi kørte selv derud. Derfra vender mit liv som jeg kendte det.