Efter at have siddet og ventet på en læge i ca. to timer, skete der endelig noget. De fik temmelig travlt .
 Efter nogle scanninger, viste det sig, at der var op til flere blodpropper der havde sat sig i venstre side af hjernen. Det bevirkede at efter nogle timer kunne John ikke sige noget, og han var lammet i hele højre side.

Det var lidt af et chok at få den besked, Men jeg slog mig til tåls med, at det samme skete for min far, i tidernes morgen, og han fik næsten ingen men. Jeg skulle bare blive så meget klogere.

  Jeg skulle jo så også igennem det ganske forfærdelige, at skulle ringe hjem til vores dejlige piger, og fortælle dem, den triste nyhed. Jeg kunne jo ikke trøste dem, for jeg vidste jo heller ikke noget.

  Det hele endte så med at John blev indlagt i Dronninglund. Der skulle han så være en stund. Så blev han flyttet til Aalborg i en periode, hvor de skulle finde ud af hvad medicin han skulle have. Det var jo dejligt nemt for mig.

  Så blev han overflyttet til Brønderslev, hvor de så endelig tog fat på at træne, det var meget hårdt for John, og jeg var der jo også det meste af tiden.

  Jeg tog på arbejde om morgenen, kom hjem og spiste og tog bussen til byen , derefter toget til Brønderslev hvor jeg prøvede at opmuntre John.  Ved ottetiden tog jeg så den samme tur hjem igen. Det var hårdt men der var jo ikke andre til det.

  Jeg ved ikke hvordan jeg kom igennem den tid. Men jeg ved, at uden Johns dejlige søster, og min pragtfulde veninde, og vores dejlige piger, så var det aldrig gået.
   De var der altid for mig, hjalp hvor de kunne, og havde altid tid til at snakke, når det blev for meget for mig. Og når filmen knækkede for mig, og jeg brød grædende sammen, så var der straks, en kærlig sjæl til at samle mig op.

  Hvor er jeg heldig at have sådan nogle dejlige mennesker omkring mig. De gør livet værd at leve.