Så kom jeg igang med at få ordnet min sorte fortand. Den blev sort på grund af en rodbehandling for et halvt liv siden, da der gik betændelse i roden.
Nu er den så blevet skadet på arbejde, så forsikringen vil dække halvdelen af hvad det koster at få den lavet. Knap 7000 kr. vildt ikke?
Jeg var ved tandlægen for to dage siden og mit tandkød er stadig ømt. Det tog fem kvarter med åben mund at få den gamle slebet væk, få taget diverse aftryk, og få sat en midlertidig tand på. Det var en sej omgang, trods bedøvelse. Det går altså lige op i hjernekassen med lyden af det bor i fortænderne.
Men nu er det værste overstået, og den plastiktand der er sat på, er så pæn at jeg slet ikke kan lade være med at smile til mig selv, når jeg kommer forbi et spejl. Det bliver lækkert om 14 dage når den anden kommer på. Så vil jeg have et tandsmykke på, det har jeg altid drømt om.
Det bliver spændende at se resultatet til den tid. Men det er en drøm der bliver opfyldt, ingen tvivl om det.
ondt for tænder
støtteperson
Sidder lige med tanken om, at det er egentlig ikke meget, man kan gøre for sine børn når først de er blevet voksne.
Man skal da lige vænne sig til at de kan klare sig selv, og det kan de til fulde. Men følelsen af at ville klare alle deres problemer, forsvinder aldrig, har jeg måttet sande. Jeg vil stadig fjerne alle de svære ting på deres sti, så de kan gå der uden at støde tæerne.
Nu må jeg bare være tilfreds med at de heldigvis stadig kan bruge mig, når de har brug for tryghed, og at de altid har fuld tillid til at jeg er her for dem.
Det er rart for mig at de stadig mener, at jeg kan bruges når der sker noget, hvor det er rart ikke at være alene.
Jo det er rart at være mor
en stor dag i Maikens liv
Så er det overstået.
Maiken er kommet godt igennem sin kæbeoperation, og det er forløbet helt uden problemer. Hun er vel hjemme og i fuld gang med at rekreere. Hun har bare været så tapper igennem hele forløbet, ikke en eneste gang har hun klynket, så er det jo ingen sag.
Vi startede afsted onsdag morgen hvor vi skulle være på sygehuset kl 7 og så skete der faktisk ikke noget før 7.45 hvor vi blev hentet. Mor her var selvfølgelig med det her skulle barnet i hvert fald ikke gå igennem alene.
Kl 8 blev vi så hentet ind på op. stuen, jeg fik lov til at følge med ind, for at få det tvivlsomme fornøjelse, at se sit barn glide ind i narkosens mørke. Det er ikke nogen behagelig oplevelse, men hvad gør en mor ikke for at prøve at gøre det lettere for sit barn.
Derefter tog jeg så hjem igen, for jeg havde fået at vide at det ville tage nogle timer. Lone var på besøg og hende havde jeg bare forladt herhjemme ved John. Jeg nåede lige at få noget at spise og få sendt Lone afsted inden de ringede fra sygehuset, at nu var Maiken kørt på opvågningen. Jeg havde lovet at være der når hun vågnede.
Det nåede jeg så ikke. Men glæden var ikke nem at skjule, da jeg fik noget der vist skulle ligne et smil, fra hende da jeg endelig kom ind, efter at være blevet skuffet over at Bitten ikke måtte dele mødet med mig da der kun måtte komme en person ind.
Der sad vi så i tre og en halv time, inden hun blev kørt op.
Hun var faktisk rimelig kvik med det samme, og allerede næste morgen kunne hun spise en skive brød. Jeg syntes at det er så fantastisk.
Og allerede igår fik hun lov til at komme hjem. Så hun har været her hos os i nat. Nu er hun lige blevet hentet af Per, og jeg har lige fået en besked om at hun er glad for at være hjemme igen.
Det er et stort skridt i hendes liv, og jeg håber så inderligt at det er kampen værd for hende.
Jo hun er sgu sej, og jeg er stolt af hende