Sidder lige med tanken om, at det er egentlig ikke meget, man kan gøre for sine børn når først de er blevet voksne.
Man skal da lige vænne sig til at de kan klare sig selv, og det kan de til fulde. Men følelsen af at ville klare alle deres problemer, forsvinder aldrig, har jeg måttet sande. Jeg vil stadig fjerne alle de svære ting på deres sti, så de kan gå der uden at støde tæerne.
Nu må jeg bare være tilfreds med at de heldigvis stadig kan bruge mig, når de har brug for tryghed, og at de altid har fuld tillid til at jeg er her for dem.
Det er rart for mig at de stadig mener, at jeg kan bruges når der sker noget, hvor det er rart ikke at være alene.
Jo det er rart at være mor
støtteperson
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentarer:
Nu skal du ikke snyde dig selv, der er skam stadig uendeligt meget, du kan gøre for os - og du gør det :)
Vi ses i morgen, hvor du kan få lov at udleve dit sygepasser-gen endnu engang.
Send en kommentar