Hvis det var en svær tid, imens John var i Brønderslev, så blev det ikke meget lettere da han kom hjem.  Så skulle vi jo til at kæmpe med systemet. Det blev næsten værre end sygdommen.
   Det var kun os selv der måtte finde ud af hvad der skulle ske. Der var ikke noget af det der virkede.
  Jeg tog to ugers ferie til at komme ind i det hele, troede jeg. For det viste sig hurtigt at intet fungerede, før jeg igen skulle på job.
 
    Først efter nogen tid gik det i orden med genoptræning. Og først efter yderligere tre måneder, lykkedes det at få en plads hos talepædagogen.

  Så kom en tid hvor vi for rundt fra den ene til den anden, og jeg måtte jo tage med, for John havde ingen sprog, og kunne ikke svare når han blev spurgt om noget. Det havde folk i systemet meget svært ved at forstå, mange sagde til mig, at det ville blive for meget for mig, men de tænkte ikke på, at der for mig ikke var andre muligheder. Jeg kunne jo ikke bare overlade ham til sig selv.
  Jeg har den dag i dag ikke fundet ud af, hvad de så syntes at jeg skulle gøre.


Da det hele så endelig faldt på plads, og vi fandt en rytme, og John havde vænnet sig til situationen, så stoppede de genoptræningen. Han havde fået de tre måneder som han kunne tilkomme, så nu måtte vi jo så finde en fysioterapeut til at tage over.

  Og for at det ikke skulle være løgn, så kom de og sagde at der heller ikke var mere til til talepæd. så var der jo panik på igen. Så nu skulle vi finde på en ny løsning fik vi at vide, for der var vist ikke meget at gøre.    så kunne vi jo starte forfra igen, og Johns verden væltede igen, for hvad skulle der nu ske.
    Og for gud ved hvilken gang måtte mine pragtfulde venner og børn, samle mig op og prøve at trøste mig, det var jo ikke nemt for de kunne jo heller ikke se nogen løsning.
  Men videre det skulle vi, og det kom vi da også.



  

  • Digg
  • Del.icio.us
  • StumbleUpon
  • Reddit
  • RSS

0 kommentarer:

Send en kommentar