Nu er det så endelig lykkes os, at få så meget ro omkring det hele, at vi kan få en hverdag til at fungere. Let er det ikke, men vi prøver at holde humøret oppe hos hinanden, og vi er så dybt taknemmelige over al den hjælp vi får, gennem vores piger og svigersønner, og de venner som er fulgt med igennem det hele. Tak Tak Tak til jer alle sammen.


  Vores verden nu, ser sådan ud, at John går helt rimeligt, han er blevet meget mere sikker på benene. Højre arm kan slet ikke bruges. Talen kommer aldrig igen, men han kan sige nogle enkelte ord og der kommer stadig flere, John kan så bare ikke finde ud af hvordan de skal bruges. Men vi har lært at kommunikere uden ord. Det er ikke altid nemt, men det går an.
  Det er lykkes os at få fat på en fys. hvor John også kan gå til træning to gange om ugen. Og det går rigtig godt, jeg syntes at jeg stadig kan se lidt fremskridt. 

   Og John kæmper stadig stædigt, og vil heldigvis ikke give op. Han træner de to gange om ugen, og laver øvelser her hjemme hver dag. Og hans humor er vokset i en grad der får mig til, at undre mig over hvor den mand var, da vi blev gift, ham ville jeg gerne have kendt alle de år.

  Det er stadig hårdt, for jeg har jo ikke meget frihed, men det er ikke blevet en sur pligt for mig. Hvis det skulle ske, kan jeg jo bare sætte mig til , at tænke på hvad alternativet er. Så skal jeg nok komme på andre tanker.  Og tro mig,  jeg prøver at frigøre mig lidt mere, men der er jo ikke andre til at tage over.


  Men endnu engang tusinde tak til alle dem, der har holdt os begge ud, i den svære tid.  Og til alle dem der har været der, når jeg har haft brug for det. Uden jer, havde John nok siddet på et plejehjem, et eller andet sted.


 Så livet går videre og vi hygger os, så godt vi kan. 
  Så mit råd til andre er.   Nyd livet nu, selvom det virker kedeligt somme tider, for det kan ændre sig på få minutter.