Det er lidt trist...
 
  At jeg ikke som yngre, samlede mig lidt flere venner.  Jeg troede at det var nok, med nogle få, men ægte venner.  Nu er der så bare ikke rigtig nogen tilbage i mit liv. Og dem der er tilbage, er alt for langt væk, og det er jo heller ikke spændende , altid at skulle komme her,  når jeg ikke kommer på besøg.

  At jeg helt klart er ved at blive en ældre kone, som gerne vil lave en masse om, men ikke orker.
 Jeg vil så gerne have at andre kan forstå, at jeg ikke bare gør nogle ting , som jeg har lyst til.  Det har jo noget med min samvittighed at gøre. Jeg kan ikke bare gå ud og nyde livet, og lade en syg mand sidde hjemme alene.

  At jeg savner mine børn. Man skulle tro, at de lige var fløjet fra reden, sådan føles det. Men de er jo begge to, godt igang med deres eget liv.  Det er jeg jo også glad for, men jeg savner at være en del af det.   Jeg føler mig lidt fremmed sammen med dem.

 At jeg faktisk bare sidder uden at lave noget, efter arbejdstid. Men jeg mangler energien, og glæden ved hverdagen, og så bliver det bare ikke til noget.

  At jeg får disse tudeture, hvor jeg bare syntes at det hele er noget hø, og jewg syntes at det er forfærdelig synd for mig.

  Jeg har da trods alt så meget at være lykkelig for.



  • Digg
  • Del.icio.us
  • StumbleUpon
  • Reddit
  • RSS