Nu er det så endelig lykkes os, at få så meget ro omkring det hele, at vi kan få en hverdag til at fungere. Let er det ikke, men vi prøver at holde humøret oppe hos hinanden, og vi er så dybt taknemmelige over al den hjælp vi får, gennem vores piger og svigersønner, og de venner som er fulgt med igennem det hele. Tak Tak Tak til jer alle sammen.
Vores verden nu, ser sådan ud, at John går helt rimeligt, han er blevet meget mere sikker på benene. Højre arm kan slet ikke bruges. Talen kommer aldrig igen, men han kan sige nogle enkelte ord og der kommer stadig flere, John kan så bare ikke finde ud af hvordan de skal bruges. Men vi har lært at kommunikere uden ord. Det er ikke altid nemt, men det går an.
Det er lykkes os at få fat på en fys. hvor John også kan gå til træning to gange om ugen. Og det går rigtig godt, jeg syntes at jeg stadig kan se lidt fremskridt.
Og John kæmper stadig stædigt, og vil heldigvis ikke give op. Han træner de to gange om ugen, og laver øvelser her hjemme hver dag. Og hans humor er vokset i en grad der får mig til, at undre mig over hvor den mand var, da vi blev gift, ham ville jeg gerne have kendt alle de år.
Det er stadig hårdt, for jeg har jo ikke meget frihed, men det er ikke blevet en sur pligt for mig. Hvis det skulle ske, kan jeg jo bare sætte mig til , at tænke på hvad alternativet er. Så skal jeg nok komme på andre tanker. Og tro mig, jeg prøver at frigøre mig lidt mere, men der er jo ikke andre til at tage over.
Men endnu engang tusinde tak til alle dem, der har holdt os begge ud, i den svære tid. Og til alle dem der har været der, når jeg har haft brug for det. Uden jer, havde John nok siddet på et plejehjem, et eller andet sted.
Så livet går videre og vi hygger os, så godt vi kan.
Så mit råd til andre er. Nyd livet nu, selvom det virker kedeligt somme tider, for det kan ændre sig på få minutter.
Hvis det var en svær tid, imens John var i Brønderslev, så blev det ikke meget lettere da han kom hjem. Så skulle vi jo til at kæmpe med systemet. Det blev næsten værre end sygdommen.
Det var kun os selv der måtte finde ud af hvad der skulle ske. Der var ikke noget af det der virkede.
Jeg tog to ugers ferie til at komme ind i det hele, troede jeg. For det viste sig hurtigt at intet fungerede, før jeg igen skulle på job.
Først efter nogen tid gik det i orden med genoptræning. Og først efter yderligere tre måneder, lykkedes det at få en plads hos talepædagogen.
Så kom en tid hvor vi for rundt fra den ene til den anden, og jeg måtte jo tage med, for John havde ingen sprog, og kunne ikke svare når han blev spurgt om noget. Det havde folk i systemet meget svært ved at forstå, mange sagde til mig, at det ville blive for meget for mig, men de tænkte ikke på, at der for mig ikke var andre muligheder. Jeg kunne jo ikke bare overlade ham til sig selv.
Jeg har den dag i dag ikke fundet ud af, hvad de så syntes at jeg skulle gøre.
Da det hele så endelig faldt på plads, og vi fandt en rytme, og John havde vænnet sig til situationen, så stoppede de genoptræningen. Han havde fået de tre måneder som han kunne tilkomme, så nu måtte vi jo så finde en fysioterapeut til at tage over.
Og for at det ikke skulle være løgn, så kom de og sagde at der heller ikke var mere til til talepæd. så var der jo panik på igen. Så nu skulle vi finde på en ny løsning fik vi at vide, for der var vist ikke meget at gøre. så kunne vi jo starte forfra igen, og Johns verden væltede igen, for hvad skulle der nu ske.
Og for gud ved hvilken gang måtte mine pragtfulde venner og børn, samle mig op og prøve at trøste mig, det var jo ikke nemt for de kunne jo heller ikke se nogen løsning.
Men videre det skulle vi, og det kom vi da også.