Efter at have siddet og ventet på en læge i ca. to timer, skete der endelig noget. De fik temmelig travlt .
 Efter nogle scanninger, viste det sig, at der var op til flere blodpropper der havde sat sig i venstre side af hjernen. Det bevirkede at efter nogle timer kunne John ikke sige noget, og han var lammet i hele højre side.

Det var lidt af et chok at få den besked, Men jeg slog mig til tåls med, at det samme skete for min far, i tidernes morgen, og han fik næsten ingen men. Jeg skulle bare blive så meget klogere.

  Jeg skulle jo så også igennem det ganske forfærdelige, at skulle ringe hjem til vores dejlige piger, og fortælle dem, den triste nyhed. Jeg kunne jo ikke trøste dem, for jeg vidste jo heller ikke noget.

  Det hele endte så med at John blev indlagt i Dronninglund. Der skulle han så være en stund. Så blev han flyttet til Aalborg i en periode, hvor de skulle finde ud af hvad medicin han skulle have. Det var jo dejligt nemt for mig.

  Så blev han overflyttet til Brønderslev, hvor de så endelig tog fat på at træne, det var meget hårdt for John, og jeg var der jo også det meste af tiden.

  Jeg tog på arbejde om morgenen, kom hjem og spiste og tog bussen til byen , derefter toget til Brønderslev hvor jeg prøvede at opmuntre John.  Ved ottetiden tog jeg så den samme tur hjem igen. Det var hårdt men der var jo ikke andre til det.

  Jeg ved ikke hvordan jeg kom igennem den tid. Men jeg ved, at uden Johns dejlige søster, og min pragtfulde veninde, og vores dejlige piger, så var det aldrig gået.
   De var der altid for mig, hjalp hvor de kunne, og havde altid tid til at snakke, når det blev for meget for mig. Og når filmen knækkede for mig, og jeg brød grædende sammen, så var der straks, en kærlig sjæl til at samle mig op.

  Hvor er jeg heldig at have sådan nogle dejlige mennesker omkring mig. De gør livet værd at leve.

  • Digg
  • Del.icio.us
  • StumbleUpon
  • Reddit
  • RSS

                                                                  Årsdag.

   Nu er det så lige bestemt et år siden, at min verden blev vendt p hovedet.
 Jeg gik og kedede mig og syntes ikke rigtigt , at der skete noget i min hverdag, Hvis i går med de tanker, så nyd det, så længe det varer.
 Det kan komme til at se anderledes ud, hurtigere end du aner.

  Jeg var taget på arbejde, som jeg plejer, ganske tidligt. Efter endt arbejdsdag kørte jeg hjem, hvor jeg kører i haven, for at blive lukket ind den vej af John.
 Da John skulle trække vores lamelgardiner til side, Ville det ikke rigtig lykkes for ham, så det endte med at jeg måtte hele vejen udenom, og det blev jeg jo lidt knotten over.

 Da jeg kom ind var jeg vist lidt småsur, og snerrede nok også lidt. Men jeg kunne se på John at der var noget i vejen. Jeg spurgte, og fik at vide at han var skidt tilpas, men han kunne ikke finde nummeret til arbejde, så han kunne melde sig syg.
 Han gjorde sig klar til at tage af sted, så ville han bare tage hjem igen senere, hvis det ikke blev bedre. Da John var gået, kom jeg til at se at han havde glemt sine nøgler til arbejdspladsen, så jeg løb efter ham, og nåede ham ved stoppestedet, jeg kunne godt se at han var dårlig, så vi blev enige om at gå hjem igen.
 Det var meget svært for ham at gå lige, og da jeg kikkede nærmere efter, kunne jeg se, at den ene mundvig hang en anelse.

  Jeg blev meget bange, og tænkte kun på at komme til at snakke med en læge. Så dum og forvirret, som jeg var, så ringede jeg til Johns læge, som var meget forstående, og sagde at vi bare kunne komme med det samme.
  Jeg ringede til den bedste veninde i verden, og klagede min nød. Hun smed hvad hun havde i hænderne, og kørte os til lægen, som ret hurtigt kunne se at den var hel gal.


   På det tidspunkt tror jeg, at det gik op for mig at der var noget helt rivende galt. Men tænke, det kan jeg bestemt ikke, jeg sansede kun at je måtte berolige John. Især da vi fik besked på at han skulle på sygehuset. 
  Vi havde jo bilen med så vi kørte selv derud.                             Derfra vender mit liv som jeg kendte det.



  • Digg
  • Del.icio.us
  • StumbleUpon
  • Reddit
  • RSS